Master i Læreprocesser, specialisering i Pædagogisk Ledelse

Master i Pædagogisk ledelse (MPL) er en ny specialisering under Masteruddannelsen i Læreprocesser. MPL henvender sig til dig, der som skoleleder eller dagtilbudsleder arbejder med ledelse af pædagogiske institutioner (dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelsesinstitutioner) i offentligt eller privat regi.

MPL giver dig mulighed for at udvikle dine praktiske og teoretiske kompetencer inden for pædagogisk ledelse på et højt fagligt niveau med særligt henblik på analytiske og metodiske ledelsesfærdigheder. Der fokuseres på visionsledelse, medarbejderledelse og omverdensledelse. Du lærer at tilrettelægge ledelse med henblik på, at alle bidrager til ”slutproduktet”: Det bedst mulige læringsudbytte for børnene i dagtilbud og eleverne i skolen. Du opnår kompetence til at igangsætte og fuldføre organisatoriske lære- og forandringsprocesser. Der sættes fokus på forholdet mellem myndighed og skole- og dagtilbudsledelse, mellem ledelse og lærere/pædagoger og mellem teamleder og team. Herudover inddrages læringsledelse, dvs. klasseledelse, gruppeledelse og undervisningsledelse.

Uddannelsens faglige profil

MPLs teoretiske omdrejningspunkt er læringsteori kombineret med teorier om organisation og ledelse samt pædagogik, didaktik og uddannelsesvidenskab. Gennem hele uddannelsen er der fokus på det, der i særlig grad karakteriserer pædagogisk ledelse: Pædagogisk medarbejderudvikling (kompetenceudvikling, undervisningssupervision og MUS), teamledelse, institutionsudvikling, pædagogisk udvikling og ledelse i forhold til børn/elever, forældre og myndigheder. Uddannelsen kombinerer teoretiske indsigter med metodiske og praktiske færdigheder.

MPL omfatter kursusundervisning og projektarbejde. Studieaktiviteterne foregår på seminarer og via it-støttet kommunikation og samarbejde. Opgaver og projekter skrives i tilknytning til uddannelsens forskellige fagmoduler, enten i grupper eller individuelt, og gerne med udgangspunkt i din egen ledelsespraksis. Projektarbejde og det afsluttende masterprojekt understøttes altid af faglig vejledning. Du vil i hele studiet kunne inddrage og perspektivere din egen ledelsespraksis. MPL afsluttes med, at du skriver et masterprojekt om et selvvalgt emne inden for området pædagogisk ledelse. Efter endt uddannelse opnår du den akademiske titel "Master i Læreprocesser med Specialisering i Pædagogisk Ledelse".

Uddannelsens fire semestre

1. semester:
Temarammen for 1. semester er pædagogisk ledelse på individ-, gruppe- og organisationsniveau, fx i forhold til klasseledelse, medarbejderudvikling (kompetenceudvikling, undervisningssupervision og MUS), teamledelse, institutionsudvikling og pædagogisk udvikling. Tilgangen vil være baseret på læringsteori og teorier om organisatorisk læring. Herudover arbejdes der med videnskabsteori og metode, hvorved der opnås kendskab til forskningsmæssige arbejdsmåder.

2. semester:
Temarammen for 2. semester er den pædagogiske ledelses praksis og de institutionelle og samfundsmæssige rammer for den. Semesterets hovedaktivitet er et projektarbejde inden for dette område med tilknyttede kurser samt vejledning. Der vil især blive sat fokus på ledelse i forhold til børn/elever og forældre samt i forhold til kommunale og nationale myndigheder med inddragelse af emner som vidensbaseret ledelse, udviklingen i offentlige ledelses- og udviklingsformer, den offentlige ledelses dobbelte loyalitet mm. I projektarbejdet vil mange forskellige emner kunne behandles, herunder perspektiveringer i forhold til skolens og dagtilbuddets historie, offentlige ledelses- og udviklingsformer (fx New Public Management og kompetencebaseret udvikling) og i forhold til paradigmer som ”videnssamfund”, ”velfærdsstat” og ”konkurrencestat”. Desuden omfatter semesteret en indføring i evaluering, både på pædagogisk og på institutionelt niveau.

3. semester:
På 3. semester vælger du et særligt tema inden for pædagogisk ledelse som fx evaluering og kvalitetsudvikling, forandringsledelse og arbejdsmiljø, skole- og professionsudvikling, udvikling af medarbejderes analytiske, metodiske og handlingsmæssige kompetencer, inklusion, klasseledelse med videre. Du kan basere temaet på et selvvalgt projekt fra din egen praksis, eller på et projekt, som du vælger sammen med andre deltagere på holdet. Herudover fortsættes arbejdet fra 1. semester med videnskabsteori og metode, både med henblik på at forberede masterprojektet på fjerde semester og med henblik på at styrke dit forskningsinformerede ledelsesgrundlag.

4. semester:
Uddannelsen afsluttes med, at du på 4. semester skriver masterprojekt om et selvvalgt område inden for pædagogisk ledelse i forlængelse af det specialiseringsområde, du har fordybet dig i på 3. semester. Masterprojektet kan skrives individuelt eller i grupper på op til tre studerende. Masterprojektet skal udformes som en skriftlig afgangsopgave, i hvilken du skal demonstrere din faglige og videnskabelige kompetenceudvikling samt din evne til at formidle egen viden. Arbejdet med masterprojektet understøttes af projektvejledning.

Fagmiljøet

Masteruddannelsen i Læreprocesser med Specialisering i Pædagogisk Ledelse udbydes af studienævnet for Uddannelse, Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet. MPL specialiseringen er forankret i forskningsmiljøet på LSP, Laboratorium for forskningsbaseret Skoleudvikling og Pædagogisk Praksis, som er oprettet i samarbejde mellem Aalborg Universitet og University College Nordjylland. Forskningsmiljøet omfatter projekter inden for dagtilbud, grundskole og ungdomsuddannelser og sker i samarbejde med skoler, institutioner og kommuner over hele landet samt i forhold til et nordisk og et internationalt forskernetværk.

Undervisning og vejledning på MPL varetages af forskere og pædagogiske ledere, som har solid teoretisk viden om og erfaring med organisatoriske læreprocesser, ledelsesteori og uddannelsesvidenskab, og som har praktisk erfaring med ledelse af pædagogiske institutioner. Professor Lars Qvortrup er uddannelsens faglige leder.

Læs mere om Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet på www.learning.aau.dk.

Læs mere om  LSP, Laboratorium for forskningsbaseret Skoleudvikling og Pædagogisk praksis på www.lsp.aau.dk.

Læs Lars Qvortrups artikel "Skoleledelse er pædagogisk ledelse", som er publiseret i skoleledernes blad PLENUM, nr. 3, april 2012.

Seminarer

Der finder i reglen 3 internatseminarer sted hvert semester, dog 2 på sidste semester.

Efterår 2012
30.-31. aug. 2012 - Scandic, Aalborg
4.-5. okt. 2012 - Scandic, Aalborg
29.-30. nov. 2012 - Glostrup Park Hotel

Forår 2013
7.-8. feb. 2013 - Scandic, Aalborg
14.-15. marts 2013 - Scandic, Aalborg
18.-19. april 2013 - Glostrup Park Hotel

Adgangskrav

Læs om adgangskravene til uddannelsen her.

Yderligere faglig information

Du kan få besvaret spørgsmål om uddannelsen ved at kontakte:

Professor Lars Qvortrup
Institut for Læring og Filosofi, Direktør for LSP
Tlf. 2784 4005
E-mail: lq@learning.aau.dk

Chefkonsulent Lone Stoustrup
Institut for Læring og Filosofi
Tlf. 9940 9951
E-mail: lones@learning.aau.dk

Øvrige spørgsmål
Spørgsmål vedrørende optagelsesproceduren, betaling, SVU mv. kan rettes til Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse, tlf. 9940 9420, e-mail: evu@aau.dk.

Varighed, pris, ansøgning m.v.


Varighed:
Aug./sept. 2012 - juni 2014
ECTS point: 60
Pris: 37.500 kr. pr. semester (excl. litteratur, ophold, forplejning m.v.)

Ansøgningsfrist: 15. juni 2012
Ansøgningsskema

Studieordning:
Studieordning for Master i Læreprocesser, gældende fra feb. 2010.
MPL-tillæg til studieordningen, 2012.

Brochure 

Forbehold for fejl, ændringer samt aflysning.