Studieform
Masterspecialiseringen i Organisatorisk Coaching (MOC) anvender en problemorienteret og projektorganiseret studieform. Uddannelsen integrerer teoretiske og praktiske problemstillinger gennem projektarbejde, casearbejde, udvikling og mangesidet anvendelse af coaching-kompetencer.
Studieaktiviteterne på MOC struktureres gennem en trestrenget pædagogik, der kombinerer refleksion og handling:
- Auditorium - refererer til forelæsningslokalet suppleret med faglitteraturlæsning som pædagogisk arena
- Laboratorium - refererer til praktisk færdighedstræning inden for og uden for undervisningslokalet
- Praktikum - refererer til konkrete udviklingseksperimenter (aktionsforskning), der med støtte fra undervisere sættes i gang i de studerendes hjemmeorganisationer.
Fleksibilitet med IT
Uddannelsens tilrettelæggelse er meget fleksibel. Det IT-baserede kommunikationssystem, FirstClass, gør det muligt via egen computer at kommunikere med medstuderende, vejledere og undervisere uafhængigt af tid og fysisk placering. Denne form for kommunikation giver fleksibilitet i undervisningen og i samarbejdet, og det betyder, at du i høj grad selv er med til at bestemme, hvor og hvornår du vil studere. Som deltidsstuderende skal du beregne et sted mellem 15 – 20 timer om ugen til dine studieaktiviteter.
Viften af aktivitetstyper
Uddannelsen foregår over 2 år på deltid og svarer til i alt 60 ECTS point. Studieforløbet er tilrettelagt som 4 semestre, hvor der foregår en række forskellige aktivitetstyper. Hvert semester består af:
- 4 seminarer á 3 dage. Seminarerne varer fra torsdag eftermiddag til lørdag eftermiddag. På seminarerne foregår en række aktivitetstyper, herunder:
- Forelæsninger
- Træning af coachingfærdigheder
- Teoretisk refleksion og diskussion
- Projektvejledning - Projektarbejde i grupper
Til projektarbejdet knyttes faglig vejledning. Projektarbejdet foregår i grupper eller kan også finde sted individuelt. - To individuelle coachingsamtaler efter aftale
Coachingsamtalernes formål er at fungere som støtte for dine personlige og akademiske læreprocesser. Samtidig fungerer coachingsamtalerne som rollemodel ift. din udvikling af organisatoriske coachingfærdigheder. - Møder i regionale grupper
I uddannelsesforløbet opdeles holdet i regionsgrupper. Regionsgrupperne mødes lokalt med undervisere fra MOC mhp. at modtage vejledning og støtte i relation til coaching og organisatorisk udviklingsarbejde i praksis. Læsning af forskningsbaseret litteratur. - It støttede aktiviteter via kommunikationssystemet FirstClass.
Efter hvert semester afholdes eksamener i de moduler, der hører til det pågældende semester. Der vil foregå varierende former for mundtlige og skriftlige eksamener jf. studieordningens prøvebestemmelser for de enkelte moduler.
Projektarbejde
Projektarbejde foregår så vidt muligt som gruppearbejde men kan også foregå individuelt i grupper med op til 5 studerende. Arbejdet skal resultere i en projektrapport, som danner udgangspunkt for eksamen. Masterprojektet på 4. semester kan udarbejdes i grupper på op til 3 studerende eller individuelt. Masterprojektet skal udformes som en skriftlig afgangsprøve, der "demonstrerer den studerendes faglige og videnskabelige kompetencer til at analysere, forstå og vurdere centrale ledelsesfaglige og organisationspsykologiske udfordringer, dilemmaer og paradokser, og på et kritisk reflekteret grundlag opstille og implementere interventioner og løsningsmodeller".
Uddannelsen afsluttes med, at du deltager i en mundtlig prøve, som tager udgangspunkt i dit skriftlige masterprojekt.
