Master i Læreprocesser, specialisering i Organisatorisk Coaching
Masteruddannelsen i Læreprocesser med specialisering i Organisatorisk Coaching (MOC) giver dig en række teoretiske og praktiske redskaber til at udvikle læringskulturer og til at igangsætte og fuldføre organisatoriske forandringsprocesser.
Uddannelsen henvender sig til organisatoriske forandringsagenter. Hvis du er i målgruppen for uddannelsen, vil du typisk arbejde med proces-, forandrings- og personledelse og i en position som intern konsulent, som ekstern konsulent eller som leder.
Coaching som dialogisk læreproces
Hør om coaching på radioens P1
Interview med lektor Søren Willert og 3 masterstuderende i programmet Coaching i radioen på P1 den 15.12 2008. Du kan læse mere om udsendelsen Programmet Coaching på DR P1, hvor du også kan høre udsendelsen på din computer.
MOC tager sit udgangspunkt i coaching som dialogisk læreproces. På uddannelsen satses der aktivt på at forankre den enkelte studerendes personlige læring i en organisatorisk kontekst. Uddannelsen er den eneste af sin art i Danmark, som beskæftiger sig med coaching på masterniveau. Den er et landsdækkende tilbud med seminarer i Aalborg og København. Noget af undervisningen og vejledningen foregår desuden regionalt, således at alle har let adgang til at deltage på uddannelsen uanset bopæl.
MOC er en særligt tilrettelagt specialisering under Masteruddannelsen i Læreprocesser. Forløbet kører som et selvstændingt undervisningsforløb og er altså ikke integeret i Masteruddannelsen i Læreprocesser. Læs mere om MOC specialiseringen nedenfor og ved at følge menupunkterne foroven.
Kort om uddannelsens tilrettelæggelse
Masteruddannelsen i Læreprocesser med specialisering i Organisatorisk Coaching læser du på halv tid over to år ved siden af dit daglige arbejde. Den er normeret til 60 ECTS point - eller det samme som ét års fuldtidsstudier. MOC er tilrettelagt som en it-støttet fjernuddannelse med seminarer, vejledning og projektaktiviteter. Læs mere under menupunktet "Pædagogiske principper".
Seminarerne er en vigtig del af uddannelsen. På hvert semester er der tre seminarer, som varer fra torsdag eftermiddag til lørdag eftermiddag. Hvert semester afholdes ét af seminarerne i København, mens de øvrige seminarer foregår i Aalborg. Læs mere under menupunktet "Seminarer".
Fagligt miljø og undervisere
MOC specialiseringen er udviklet som led i et forskningssamarbejde mellem tre faglige miljøer:
- Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, der bl.a. huser et forskningsmiljø med speciale i organisatorisk læring og læringsmiljøer generelt.
- Center for Dialog og Organisation (tidl. Væksthuset) der er et kommunikationsfagligt miljø, som er institutionelt placeret under Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.
- Konsulenthuset ATTRACTOR, der har base i henholdsvis Århus og København og som har udviklet sig til et af landets mest søgte uddannelsessteder for coaching på systemisk grundlag.
I forskningssamarbejdet defineres coaching som en dialogisk, samtalebaseret læreproces. Det centrale omdrejningspunkt for forskningssamarbejdet er teoretisk og praktisk udforskning af samspillet mellem kommunikation, læring, coaching og ledelse i organisatoriske kontekster.
Studieaktiviteterne på MOC varetages af en kompetent underviserstab, der repræsenterer såvel den nødvendige teoretiske viden inden for uddannelsens fagområder som solid praktisk erfaring med coaching og organisationsudvikling. Underviserne hentes primært fra forskningssamarbejdets tre faglige miljøer, men der vil desuden være gæsteundervisere fra forskellige relevante sammenhænge i offentligt og privat regi. Du kan læse mere under menupunktet "Undervisere".
Kontakt og yderligere information
Faglige spørgsmål:
Nikolaj Stegeager, uddannelseskoordinator, studieadjunkt
E-mail: nikolaj@learning.aau.dk
Tlf: 2138 2857
Søren Willert, lektor
E-mail: swi@learning.aau.dk
Tlf.: 99408009 / 86175220 / 51847651
Spørgsmål vedr. adgangskrav og dispensation:
Chefkonsulent Lone Stoustrup
E-mail: lones@learning.aau.dk
Tlf.: 9940 9951
Spørgsmål om optagelsesproceduren, betaling m.v.:
Sekretariatetet for Efter- og Videreuddannelse, tlf. 9940 9420, e-mail: evu@aau.dk.
Varighed, pris, ansøgning m.v.
Varighed: Februar 2013 - januar 2015
ECTS point: 60
Pris: 34.000 kr. pr. semester (excl. litteratur, ophold, forplejning m.v.)
Ansøgningsfrist: 1. november 2012
Ansøgningsskema: (tilgængeligt senere)
Studieordning: Studieordning for Masteruddannelsen i Læreprocesser med specialisering i Organisatorisk Coaching, jan 2008.
Brochure for Master i Læreprocesser med specialisering i Organisatorisk Coaching (2012)
Forbehold for fejl, ændringer samt aflysning.
