Master in Management of Technology, MMT - Executive MBA

Master in Management of Technology, MMT - Executive MBA, er en toårig kompetenceudviklende videreuddannelse for ambitiøse ledere i industrien, IT-sektoren og den offentlige sektor.

Formål

Målet er at give deltagerne på uddannelsen en "værktøjskasse" indeholdende en omfattende viden om relevante modeller og metoder inden for teknologiledelse samt at skabe baggrunden for helhedsorienterede beslutninger omkring teknologi, forretningsskabelse og organisation. Du får titlen Master in Management of Technology, MMT.

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til ledere i private og offentlige virksomheder med ansvar for at udvikle og indføre ny teknologi.

Indhold

Master in Management of Technology - Executive MBA (MMT) tager udgangspunkt i teknologi og fokuserer på ledelsesmæssige og organisatoriske rammer for anvendelse og udvikling med henblik på forretningsskabelse. Der lægges vægt på at udvikle evne til at arbejde i helheder, bl.a. ved at udvikle og indføre innovative koncepter for forretning, produkter, IT-systemer og produktionssystemer.

Uddannelsen har to væsentlige omdrejningspunkter: 1) Månedlige seminarer, hvor semesterets tema behandles i et progressivt forløb med indlæg om teori og metoder, praktiske opgaver og indlæg fra praksis, og 2) Semester-projektet, som seminarerne danner grundlag for.

Projektopgaven er individuel og tager afsæt i en problemstilling i egen virksomhed.Undervisningen strækker sig over fire semestre og omfatter kurser, projektarbejde og fjernundervisning over internettet. Hvert semester omfatter et projektarbejde. I fjerde semester udarbejdes et specialeprojekt, der skal behandle en problemstilling inden for den valgte specialiseringsretning.

1. semester
Formål: At forstå en virksomheds forretningsprocesser og overordnede strategi.

Teori:

  • Teknologi, forandring og strategi
  • Udvikling af produkter og services
  • Fremstilling og forsyning (Operations Management)
  • Levering (Supply Chain Management)
  • Integrerede løsninger - Koncepttankegangen

Projekt: Analysere en virksomheds udviklings- og leverancesystem med henblik på at forstå deres virkemåde og indbyrdes samspil.

2. semester
Formål: At forstå og kunne analysere en virksomheds integrationsprocesser og virkemåder for koordinering.

Teori:

  • Organisatoriske strukturer, processer og systemer
  • Organisatorisk læring og Knowledge Management
  • Innovations- og teknologiledelse
  • Strategi

Projekt: Inden for en eller flere af en virksomheds centrale forretningsprocesser at gennemføre en sammenhængende analyse og diagnose af virksomhedens organisation og ledelsesmæssige virkemåde med henblik på at udvikle innovative løsningskoncepter.

3. semester
Formål: At planlægge og igangsætte en organisatorisk forandring.

Teori:

  • Organisatoriske forandringsprocesser I
  • Innovationsledelse I
  • Udvikling af helhedsorienterede integrerede løsninger (sat ind i en fremadrettet kontekst for læring)
  • Organisatorisk læring og Knowledge Management

Projekter: Analyse og løsningsudvikling af en udviklingsopgave, som har potentiale til at udvikle sig til et masterprojekt.

4. semester
Formål: At implementere en bredt forankret løsning for den valgte organisatoriske forandring.

Teori:

  • Forstå reaktionsmønstre i den forandring, der er igangsat
  • Organisatoriske forandringsprocesser II
  • Innovationsledelse II

Projekter: I masterprojektet arbejdes videre med projektet fra 3. semester, dvs. skabe en helhedsorienteret løsning, kritisk vurdere denne og igangsætte en implementeringsproces med høj grad af involvering.

Undervisningsform

Uddannelsen gennemføres som en kombination af intensive kursusmoduler à to dage pr. måned, projektarbejde og selvstudium. Undervisningsformen er problemorienteret og giver mulighed for behandling af relevante og fagligt udfordrende problemstillinger fra deltagernes virksomheder.

Seminarer

Undervisningen er tilrettelagt som intensive seminarer fra torsdag kl. 16.00 til lørdag kl. 14.00. Seminarerne holdes én gang månedligt på konferencecentret Comwell Rebild Bakker. Datoer for seminarene meddeles senere.

Eksamen

Hvert semester afsluttes med en individuel, mundtlig eksamen, der tager udgangspunkt i den udarbejdede projektrapport.

Adgangskrav

Bemærk at adgangskravet til MMT uddannelsen består af to centrale dele, idet der både stilles krav om et bestemt uddannelsesniveau og krav om relevant erhvervserfaring.

Uddannelsesmæssigt adgangskrav
Det kræves, at du har bestået en relevant videregående uddannelse på mindst bachelorniveau.

Dispensation
Hvis du ikke har en uddannelse på minimum bachelorniveau, kan du søge om optagelse på dispensation. Der kan dispenseres for adgangskravet, når det skønnes, at ansøger har de nødvendige forudsætninger for at gennemføre studiet. Du søger om optagelse på dispensation ved at udfylde det almindelige ansøgningsskema og vedlægge den fornødne dokumentation. Derudover skal du skrive et brev, hvori du gør rede for, hvilke uddannelseselementer eller lignende du mener kan træde i stedet for den adgangsgivende eksamen.

Erhvervserfaring
Alle ansøgere skal have mindst tre års relevant erhvervserfaring opnået efter den adgangsgivende uddannelse. Det vil sige, at man skal have arbejdet i mindst tre år i en funktion, som er relevant for MMT-uddannelsen. Der kan ikke dispenseres for kravet om erhvervserfaring.

Øvrige forudsætninger
Lederpotentiale og uddannelsesmotivation. Dette punkt dokumenteres ved en grundig beskrivelse af ansøgerens mål og motiv med deltagelse i MMT-programmet. Derudover skal ansøgeren gennem anbefalinger fra nuværende eller tidligere arbejdsgivere kunne dokumentere lederpotentiale og motivation til at indgå i et progressivt karriereforløb.

Der forudsættes desuden gode engelskkundskaber, da en væsentlig del af faglitteraturen er på engelsk.

For at vurdere ovenstående kriterier, kan det blive nødvendigt at indkalde dig til en samtale.

Øvrigt

Ud over deltagerbetalingen må der påregnes udgifter til bøger og ophold i forbindelse med seminarerne. Beløbet til dette vil udgøre ca. 16-18.000 kr. pr. semester. Herudover vil der være tilbud om studietur på 3. semester til udlandet, pris ca. kr. 20.000.til 25.000.

Der optages max. 30 studerende pr. optag.

Yderligere faglig information

Afdelingsleder Jette Bruun, MMT uddannelsen
Tlf.: 9940 8953
E-mail: mmt@production.aau.dk

Varighed, pris, ansøgning m.v.
 

Varighed: September 2012 - juni 2014
ECTS point: 60
Pris: 57.500 kr. pr. semester (excl. litteratur, ophold m.v.)

Ansøgningsfrist: 1. maj 2012
Ansøgningsskema: Se MMT uddannelsens hjemmeside

Studieordninger:
MMT-uddannelsens studieordning, efterår 2010.
Tidligere studieordning (sept. 2009)

Brochure om Master in Management of Technology

Forbehold for fejl, ændringer samt aflysning.