4. semester
Uddannelsen afsluttes med, at du på dit fjerde semester skriver det afsluttende masterprojekt. Projektet går ud på, at du vælger et emne inden for det specialiseringsområde, som du har fulgt på tredje semester. Emnet godkendes af af uddannelsen på baggrund af en kort emnebeskrivelse og problemformulering. Masterprojektet kan du skrive alene, eller det kan udarbejdes i en gruppe med op til tre studerende. Masterprojektet skal udformes som en skriftlig afgangsopgave, der demonstrerer den studerendes faglige og videnskabelige kompetencer og dokumenterer den studerendes evne til at formidle egen viden. Der afsluttes med en mundlig individuel eksamen, som tager udgangspunkt i masterprojektet.
Efter endt uddannelse opnår du den akademiske titel "Master i Læreprocesser" (efterfulgt af navnet på den valgte specialisering).
Du har også mulighed for at erstatte det valgfri specialiseringsmodul på 3. semester med et valgfag af tilsvarende omfang fra Masteruddannelsen i IT, specialiseringen i Organisation, som udbydes som led i IT-vest samarbejdet. Vælger du dette, opnår du titlen Master i Læreprocesser med specialisering i IT, Organisation.
