Master i Informationsforvaltning & Records Management

Masteruddannelsen i Informationsforvaltning & Records Management på Aalborg Universitet giver dig teoretiske, metodiske og praktiske kompetencer inden for bl.a. informationshåndtering og -sikkerhed, informationsarkitektur og kommunikation.

Formål

Formålet med Master i Informationsforvaltning & Records Management er at give dig teoretiske, metodiske og praktiske kompetencer til sikker, rationel og effektiv håndtering af records og information i et livscyklus-perspektiv for at

  • brande din virksomhed
  • sikre borgere, kunder, ejere og andre stakeholders indsigt og hurtig sagsbehandling
  • sikre valid og autentisk ledelsesinformation
  • leve op til forvaltningsmæssig, persondata- og arkivrelateret lovgivning
  • understøtte compliance og sikre organisationen bedst muligt ved juridiske tvister, pressesager o.lign.
  • yde den bedste service over for professionelle administratorer, forskere og andre brugere af information og arkiver.

Struktur og indhold

Uddannelsen Master i Informationsforvaltning & Records Management er normeret til ét årsværk (60 ECTS). Den er tilrettelagt som en toårig deltidsuddannelse og består af fire moduler. Hvis du ikke ønsker en at tage en hel masteruddannelse, kan du læse et eller flere af modulerne som enkeltmoduler (modul 1, 2 og 3). Alle moduler giver mulighed for at arbejde med en personlig business case og udvikle strategier for problemløsning på din arbejdsplads.

1. semester
Modul 1: Introduktion til Informationsforvaltning & Records Management, 15 ECTS

  • Teorier og metoder inden for records management, informationsstyring, informationssikkerhed, design af informationsarkitektur, kommunikation og analyse af brugeradfærd.
  • Lovgivning og standarder, nationalt og internationalt.

2. semester
Modul 2: Informationshåndtering og -sikkerhed, 15 ECTS

  • Hvilken viden har værdi for hvem – internt i organisationen og eksternt i forhold til brugere, kunder, borgere? Udvikling af løsningsmodeller med henblik på autentisk dokumentation og et sikkert vidensgrundlag.
  • Hvordan skal records og information beskrives og registreres i en kontekst, der sikrer bevaring og giver mulighed for effektiv, sikker og kvalificeret udnyttelse? Indsigt i systemdesign og udvikling af konkrete systemer.
  • Teorier, metoder og praksis. Cases fra offentlige og private virksomheder.

3. semester
Modul 3: Informationsarkitektur og kommunikation, 15 ECTS

  • Design af informationsarkitektur. Udvikling af løsningsmodeller for effektiv og sikker kommunikation og dialog med interne og eksterne brugere, kunder, borgere, ejere og andre stakeholders.
  • Analyser af brugeradfærd. Strategisk anvendelse af forskellige kommunikationsmedier i forhold til forskellige brugere.
  • Indsigt i udviklingen af moderne virksomheds- og forvaltningspraksis.
  • Teorier, metoder og praksis. Cases fra offentlige og private virksomheder.

4. semester
Modul 4: Masterafhandling, 15 ECTS

  • Selvvalgt emne inden for Informationsforvaltning & Records Management m.h.p. udvikling af analyse- og løsningsmodeller.
  • Arbejdet med afhandlingen understøttes af professionel vejledning og seminarer med fokus på sammenhænge mellem teorier, metoder, standarder og praksis.

Undervisningsform

Undervisningen veksler mellem kurser og problemorienteret projektarbejde med vejledning. Kurserne har form af seminarer, hvor dialog mellem undervisere og studerende er central. Projektarbejdet kan foregå i grupper eller individuelt, og vejledningen sker dels på seminarerne, dels online, hvilket gør det nemmere for studerende fra hele landet at følge uddannelsen.

Undervisningen er forskningsbaseret, og de nyeste forskningsprojekter og -resultater fra ind- og udland udgør et centralt element.

Underviserne er forskere og specialister i Informationsforvaltning & Records Management, som også står for vejledning i forbindelse med projektarbejdet og masterafhandlingen.

Gæsteforelæsere fra ind- og udland bidrager via dannelsesforelæsninger desuden til den faglige diskussion.

Seminarer

Seminarerne foregår fredag-lørdag på Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), Birketinget 6, 2300 København S.

Modul 1, forår 2012

  • 3. - 4. februar 2012
  • 2. - 3. marts 2012
  • 30. - 31. marts
  • 27. - 28. april
  • 15. - 16. juni (eksamen)

Modul 2, efterår 2012

  • 7. - 8. september
  • 5. - 6. oktober
  • 9. - 10. november
  • 7. - 8. december
  • 25. - 26. januar 2013 (eksamen)

Modul 3, forår 2013

  • 8. - 9. februar
  • 8. - 9. marts
  • 5. - 6. april
  • 3. - 4. maj
  • 21. - 22. juni (eksamen)

Adgangskrav

Optagelse på Masteruddannelsen i Informationsforvaltning & Records Management kræver, at du har gennemført:

  • en relevant bacheloruddannelse
  • eller en relevant professionsbacheloruddannelse
  • eller en relevant mellemlang videregående uddannelse
  • eller en relevant diplomuddannelse gennemført som et reguleret forløb
  • eller en relevant udenlandsk uddannelse på samme niveau.

Du skal desuden have mindst 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse. Relevant erhvervserfaring kan være jobfunktioner inden for private eller offentlige virksomheder, biblioteker, museer, organisationer eller institutioner.

Hvis du ikke opfylder de uddannelsesmæssige betingelser men har lignende erfaringer, kan du søge om optagelse på dispensation.

Ansøgere kan indkaldes til samtaler og/eller supplerende prøver, hvis der er tvivl om, hvorvidt de er i besiddelse af de nødvendige forudsætninger.

Hvis der er flere kvalificerede ansøgere end antallet af studiepladser, vil der ske en udvælgelse på baggrund af en faglig helhedsbedømmelse af hver enkelt ansøger. Udvælgelsen blandt de kvalificerede ansøgere vil ske ud fra en samlet vurdering af ansøgernes aktuelle jobfunktion, erhvervserfaring og uddannelsesmæssige baggrund.

Det er muligt at læse uddannelsen eller dele heraf som enkeltmoduler. Ansøgere til hele masteruddannelsen vil blive prioriteret forud for ansøgere til enkeltmoduler.

Faglitteratur kan være på engelsk, hvorfor læsning og forståelse af engelsk på akademisk niveau forudsættes. Der er krav om, at studerende har adgang til internetforbindelse.

Yderligere information

Faglige spørgsmål, kontakt

Studieleder Anna-Birte Ravn
Tlf. 9940 8313
E-mail: ravn@cgs.aau.dk

Sekretær Rikke W. Sørensen 
Tlf. 9940 8393
E-mail: rikke@cgs.aau.dk

Øvrige spørgsmål:
Du kan få besvaret spørgsmål vedrørende optagelsesproceduren, betaling, SVU mv. ved at kontakte Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse, tlf. 9940 9420, e-mail: evu@aau.dk.

Forbehold for fejl, ændringer samt aflysning.