Master i Humanistisk Palliation

Palliation er omsorg og pleje for syge og døende, fx i forbindelse med lindrende smertebehandling eller pleje. Palliation træder til, når yderligere kurativ behandling er udsigtsløs, og når det omhandler at sikre en værdig afslutning for den døende.

Masteruddannelsen i Humanistisk Palliation tilbyder en kvalificering af de forskellige faggrupper, der beskæftiger sig med omsorg og pleje i forbindelse med døden i vores samfund med henblik på at sikre, at der ikke blot medicinsk, men også socialt, etisk, emotionelt og praktisk kan tilbydes mennesker en værdig afslutning på livet. Uddannelsen sigter mod at give dig såvel teoretisk indsigt inden for en lang række områder (fx palliation, gerontologi, sociologi, psykologi, etik/filosofi/teologi mv.) som praksiserfaring. 

Formål

Formålet med Master i Humanistisk Palliation er, at du

  • oparbejder teoretisk og metodisk samt praksisbaseret viden om omsorgen for syge og døende i det danske samfund. Dette opnås gennem et varieret udbud af kursusaktiviteter, projektskrivning og tilknytning til praksisfelter.
  • udvikler et fagligt fundament for fremtidig tværfaglig forskning inden for området med et humanistisk-samfundsvidenskabeligt afsæt. 

Indhold og opbygning

1. modul:
Der vil være en introduktion til fem grundelementer i uddannelsens profil: Palliation, sociologi, gerontologi, etik/filosofi/teologi og psykologi. Her introduceres de studerende til centrale – klassiske såvel som nyere – tematikker, teorier og perspektiver, der har direkte relation til det humanistisk palliative felt. 

2. modul:
Dette modul er mere tematisk specialiseret med henblik på at forstå forandringer i relation til døden i idé-, kultur- og religionssociologisk perspektiv. Kursusforløbet er således thanatologisk i bred forstand og omdrejningspunktet er de lange linjer og overordnede træk i dødens udviklingshistorie og i vores håndtering og forståelse af døden som samfundsmæssigt fænomen. Derudover er der et kortere metodeforløb, hvor de studerende introduceres til humanistiske forskningsmetoder, både af kvalitativ og kvantitativ karakter. Desuden vil der være en række dannelsesforelæsninger, hvor vi inviterer spændende oplægsholdere til at bidrage til den faglige diskussion, stimulere nysgerrigheden og til at komme med indspark fra en lang række af felter. Modulet rummer projektskrivning i relation til det overordnede tematiske forløb.

3. modul:
Det tredje modul består af to fagspor: Dødens sociologi og dødens psykologi (med tiden overvejes at udbygge disse med et tredje modul om dødens teologi). De studerende vil her have mulighed for at fordybe sig i problemstillinger, der relaterer til et af disse spor. Modulet rummer også projektskrivning i relation til et af de to spor. Der vil her være mulighed for praktik eller udlandsophold, hvis de studerende skulle have ønske herom.

4. modul:
Det fjerde modul består af den studerendes masteropgave, der skrives i relation til et selvvalgt tema. Her vil ikke være kursusaktivitet, men der vil afholdes seminaraktiviteter, der kan understøtte den studerende teoretisk, metodisk og analytisk med masteropgaven.

Hvis du ikke har behov eller mulighed for at tage en hel masteruddannelse, er det muligt kun at følge et eller flere af modulerne som enkeltmoduler (modul 1 - 3).

Undervisningens praktiske tilrettelæggelse

Undervisning og vejledning på Masteruddannelsen i Humanistisk Palliation forestås af en bred vifte af undervisere, såvel interne som eksterne, der alle har en faglig vinkel på palliation, dødssociologi, dødspsykologi og en lang række andre specialiserede felter. Der vil også blive inddraget andre fagrelevante personer i forbindelse med konkrete undervisnings- eller vejledningsopgaver.

Undervisningen vil blive afviklet som todages indkald (tors - lør) en gang om måneden på Aalborg Universitet, hvor de studerende i forbindelse med projektarbejde også vil få mulighed for at mødes med deres vejledere. Undervisningen vil foregå som en blanding af forelæsninger, seminarer, workshops og gruppearbejde.

Seminardatoer

1. modul, forår 2012

  • 2. februar 2012 (semesteropstart)
  • 3.-4. februar 2012 (sociologiforløb)
  • 1.-2. marts 2012 (psykologiforløb)
  • 29.-30. marts 2012 (palliationsforløb)
  • 26.-27. april 2012 (gerontologiforløb)
  • 31. maj-1. juni 2012 (teologi/filosofi/etikforløb)
  • Eksamen: 25.-27. juni 2012

Adgangskrav

Bemærk, at der både stilles krav til din uddannelsesmæssige baggrund samt krav om relevant rehvervserfaring.

Du skal have en af følgende uddannelser:

  • en akademisk bacheloruddannelse i sociologi, psykologi, socialvidenskab, sundhedsfremme og sundhedsstrategier, teologi, medicin, farmaci eller pædagogik
  • en professionsbacheloruddannelse i sygepleje, fysioterapi, ergoterapi, ernæring og sundhed samt professionsbacheloruddannelser som pædagog eller som socialrådgiver
  • diplomuddannelse gennemført som reguleret forløb inden for pædagogik, psykologi og social inklusion, socialt arbejde samt sundhedsfaglige diplomuddannelser med fokus på pleje, omsorg og smertelindring.

Derudover skal du have minimum 2 års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse. Med relevant erhvervserfaring forstås jobfunktioner med pleje og omsorg af ældre eller døende.

Universitetet kan efter konkret vurdering optage ansøgere, der ikke opfylder disse betingelser, men som skønnes at have uddannelsesmæssige forudsætninger, der kan sidestilles hermed.

Kontakt

Hvis du har faglige spørgsmål om uddannelsen, er du velkommen til at henvende dig til :

Fagkoordinator, lektor Michael Hviid Jacobsen, mhj@socsci.aau.dk, tlf. 9940 8120, eller
Studiesekretær Kirsten Buhl Mathiasen, kbm@socsci.aau.dk, tlf. 9940 8132.

Yderligere spørgsmål
Spørgsmål angående optagelsesproceduren, betaling, SVU mv., kontakt Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse, tlf. 9940 9420 eller e-mail: evu@aau.dk.

Varighed, pris, ansøgning m.v.


Varighed
: Februar 2012 - januar 2014
ECTS point: 60
Pris: 35.000 kr. pr. semester

Ansøgningsfrist: 1. november 2011
Ansøgningsskema

Studieordning for Master i Humanistisk Palliation 
Hjemmeside for Master i Humanistisk Palliation 
Brochure om Master i Humanistisk Palliation
Akkreditering 

Forbehold for ændringer samt aflysning.