Master i Matematik
Matematik er det universelle sprog for tekniske og naturvidenskabelige fagområder, ligesom matematik spiller en stor rolle i formidling og udvikling af økonomisk teori. Undervisning, forskning og specialiserede udviklingsopgaver vil ofte kræve en dyb matematisk indsigt.
Masteruddannelsen i matematik sætter fokus på matematik som fag i sig selv og tilbyder et forløb, hvor du som studerende udstyres med en række matematiske kompetencer funderet i en specialiseret viden om matematik.
Målgrupper

Virksomheder
Masteruddannelse i Matematik giver et solidt matematisk grundlag for ingeniører og økonomer, der arbejder med forskning og udvikling. De matematiske kompetencer, der opnås gennem masteruddannelsen, gør uddannelsen til et oplagt efteruddannelsestilbud til ingeniører eller økonomer i både den offentlige og den private sektor. Kompetencerne danner et solidt grundlag for at kunne udføre avancerede forsknings- og udviklingsopgaver, der involverer blandt andet statistik, matematisk analyse, kryptografi og kodningsteori.
Gymnasielærere
Matematik er et fag i stadig udvikling og spiller i dag en større rolle end nogensinde før som det redskab, der skal til for at styre og forstå komplicerede aspekter af vores teknologi og mekanismer i samfundet. Undervisning, de tværfaglige samarbejder og den kontinuerlige deltagelse i udvikling af undervisningen kræver dyb matematisk indsigt - en indsigt, som ikke alle gymnasielærere nødvendigvis har med fra deres oprindelige uddannelse.
Uddannelsen henvender sig til gymnasielærere på stx, htx, hhx og lignende, som er i job og allerede har flere års erfaring fra undervisningssektoren.
Masteruddannelsen sigter mod at styrke vidensniveauet for undervisere, som beskæftiger sig med matematik. Med en masteruddannelse i Matematik vil man være velforberedt til at indgå i undervisning, tværfaglige samarbejder og udvikling af uddannelsesindhold. Det solide teoretiske fundament, som uddannelsen giver, vil klæde den færdiguddannede på til at kunne bidrage med specialiseret og dybtgående viden inden for matematik i forhold til både undervisning, samarbejde og udvikling.
Uddannelsens opbygning
Master i Matematik er en 2-årig deltidsuddannelse, som udgøres af fire semestre, der sammenlagt vægter 60 ECTS-point.
De første kursusmoduler på uddannelsen ”Diskret matematik”, ”Analyse 1” samt ”Linearitet og differentiabilitet” er tilrettelagt, så de tager udgangspunkt i de studerendes erfaringer med matematikanvendelser. Gennem skriftlige afleveringsopgaver trænes du i symbolbehandling, formuleringsevne og evnen til matematisk præcision og strukturering.
Med kursusmodulerne i algebra sættes der progressivt fokus på matematiske strukturer. Her får du mulighed for at opøve ræsonnementskompetencen såvel skriftligt som mundtligt. Symbol- og formalismekompetence er desuden i fokus gennem udkrystallisering af struktur som kommutativitet, associativitet, nul-reglen og andre grundegenskaber, som algebraiske strukturer kan have eller ikke have. Dette giver indblik dels i nye algebraiske strukturer og dels i kendte strukturer som de hele tal, som dermed belyses fra en ny side.
Matematisk analyse er både en væsentlig og en vanskelig matematisk disciplin. Der lægges i analyse-kursusmodulerne vægt på præcision, på eksempler og modeksempler samt på struktur. Grænseværdibegrebet præciseres i en lang række væsentlige eksempler fra reelle og komplekse tal samt afbildninger mellem disse og abstraheres til metriske rum. Igen bringes abstraktion på banen dels som ny struktur, dels til belysning af kendte strukturer.
Kursusmodulet i geometri samler store resultater fra analyse og lineær algebra og sætter dem i spil i en ny sammenhæng. Kursusmodulet giver efter behandling af teorien for kurver og flader en introduktion til ikke-Euklidisk geometri. Dette sætter en væsentlig historisk udvikling i matematikken i fokus.
I kurset sandsynlighedsteori og statistik tilegnes grundlæggende viden inden for sandsynlighedsregning og statistik. Desuden giver kurset kendskab til statistisk simulation og tests, hvorved den teoretiske viden og forståelse knyttes direkte til konkrete anvendelser.
I masterprojektet fordyber man sig i et matematisk område under et udvalgt tema. Masterprojektet bygger på indsigter og kompetencer opnået gennem de forudgående kursusmoduler.
| Semester | Modul | ECTS |
| 1. | Linearitet og differentiabilitet | 5 |
| 1. | Diskret matematik | 5 |
| 1. | Analyse 1 | 5 |
| 2. | Sandsynlighedsteori og statistik | 5 |
| 2. | Abstrakt algebra med konkrete anvendelser 1 | 5 |
| 2. | Analyse 2 | 5 |
| 3. | Abstrakt algebra med konkrete anvendelser 2 | 5 |
| 3. | Komplekse funktioner | 5 |
| 3. | Geometri | 5 |
| 4. | Statistisk inferens for lineære modeller | 3 |
| 4. | Masterprojektmodul | 12 |
Undervisningsform
Uddannelsen er tilrettelagt som deltidsdagstudium. Studieformen er en kombination af tværfagligt, problemorienteret projektarbejde, forelæsninger og seminarer. På et semester er der 6x2 dages undervisning (torsdag-fredag kl. 9-21), som foregår på universitetet. Se dette skema for datoer i efteråret 2012.
Enkeltfag
Du kan også læse masteruddannelsens moduler som enkeltfag, hvis du ikke har brug for at gennemføre en hel masteruddannelse.
Adgangskrav
Følgende bacheloruddannelser er direkte adgangsgivende til masteruddannelsen:
- Bachelor (BSc) i Matematik-økonomi
- Bachelor (BSc) i Teknisk videnskab (Energi)
- Bachelor (BSc) i Teknisk videnskab (Byggeri og anlæg)
- Bachelor (BSc) i Teknisk videnskab (Maskin og produktion)
Andre bachelor- og kandidatuddannelser med indføring i matematik på universitetsniveau, herunder basal calculus og lineær algebra samt med væsentlige indslag af matematikkens anvendelser, kan være adgangsgivende efter konkret vurdering.
Ud over adgangsgivende eksamen kræves der, efter den adgangsgivende eksamen, mindst to års relevant erhvervserfaring med et stort indhold af matematikanvendelse.
Yderligere information
Lektor Lisbeth Fajstrup (angående faglige spørgsmål)
Tlf. 9940 8848
E-mail: fajstrup@math.aau.dk
Sekretær Gitte Carøe
Tlf. 9940 8803
E-mail: gitte@math.aau.dk
Øverige spørgsmål
Du kan få besvaret spørgsmål vedrørende optagelsesproceduren, betaling mv. ved at kontakte Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse, tlf. 9940 9420, e-mail: evu@aau.dk.
Varighed, pris, ansøgning m.v.
Varighed: September 2012 - juni 2014
ECTS point: 60
Pris: 18.000 kr. pr. semester
Pris pr. enkeltmodul á 5 ECTS: 6.000 kr.
Ansøgningsfrist: Udskudt til d. 15. juni 2012
Ansøgningsskema
Studieordning for Master i Matematik
Brochure om Master i Matematik (virksomheder)
Brochure om Master i Matematik (gymnasielærere)
Forbehold for fejl, ændringer samt aflysning.
