Semesterbeskrivelser

1. semester
Temarammen for 1. semester er ledelse af læring på individ, gruppe og organisationsniveau. Formålet er, at du opnår viden om læringsteoretiske og organisationspsykologiske teorier og metoder. Du får træning i at igangsætte, gennemføre, forankre og evaluere læring og udvikling på individ, gruppe og organisationsniveau.

Temaerne på semesteret vil primært være intra- og interpersonel læringsteori, anerkendende ledelse, proceskonsultation, kompetenceudvikling, team- og organisationsudvikling. Desuden er der undervisning i forskellige undersøgelsesmetoder, og du vil blive introduceret til det problemorienterede projektarbejde som arbejdsform.

2. semester
Temarammen for 2. semester er ledelsespsykologi og organisationsudvikling i praksis. I forlængelse af første semester fordyber du dig yderligere i læreprocesser i organisationer. Der er undervisning inden for læringsteori, organisatorisk læring, organisationspsykologi og evaluering af læreprocesser. Den faglige fordybelse sker desuden gennem semesterets projektarbejde, hvor du i en gruppe eller individuelt arbejder med en empirisk, læringsteoretisk problemstilling i en organisatorisk kontekst. Du skal også på feltarbejde for at undersøge og evaluere en organisation og give en tilbagemelding på, hvad organisationens udviklingsbehov kan bestå i.

3. semester
Temarammen for 3. semester er trivsel og kreativitet i organisationer. På semesteret vil vi undersøge, hvordan man som leder og konsulent kan hjælpe medarbejdere og organisationer til at være kreative. Vi vil se på, hvordan man som leder og konsulent konstruktivt kan bidrage til at etablere en balanceret sammenhæng mellem engagement, kreativitet og trivsel blandt medarbejdere.

Formålet for semesteret er, at du opnår en teoretisk funderet forståelse inden for området trivsel og kreativitet. Du opnår kompetencer til at arbejde med ledelse af kreative medarbejdere, ledelse af kreative og innovative processer og ledelse af vilkår for arbejdsglæde og trivsel.

4. semester
På 4. semester skriver du et afsluttende masterprojekt. Du vælger selv et emne, som godkendes af uddannelsens studieledelse. Masterprojektet kan udarbejdes i en gruppe med op til tre studerende, eller du kan vælge at skrive alene. Masterprojektet skal udformes som en skriftlig afgangsopgave, i hvilken du skal demonstrere din faglige og videnskabelige kompetenceudvikling samt din evne til at formidle egen viden.