Forandringsledelse og arbejdsmiljø
Varighed: Februar 2013 - juni 2013
10 ECTS-point
Pris: 13.100 kr.
Ansøgningsfrist: 1. november 2012
Faget "Forandringsledelse og arbejdsmiljø" fokuserer på, hvordan medarbejdere og ledere påvirker og påvirkes af forandringer i organisationer, og hvordan bæredygtige forandringsprocesser kan understøttes af forandringsledelse og proceskonsultation (ved interne forandringsagenter eller eksterne konsulenter). Der fokuseres særligt på samspillet mellem forandringsledelse, medarbejderdeltagelse og det psykiske arbejdsmiljø. Faget giver bl.a. kompetencer til at varetage planlægning og ledelse af forandringer og til at arbejde som proceskonsulent i forbindelse med organisatoriske forandrings- og læreprocesser.
"Forandringsledelse og arbejdsmiljø" er et enkeltfag, der hører hjemme på det tredje semester af Masteruddannelsen i Læreprocesser. Som enkeltfagsstuderende følger du undervisningen sammen med de studerende, der følger hele masteruddannelsen. Du søger om optagelse ved at benytte det ansøgningsskema, der er gældende for hele masteruddannelsen. Følg linket til masteruddannelsen, hvor du finder ansøgningsskema, information om adgangskrav m.v.
Formål
Formålet er, at du som studerende opnår:
- Kendskab til ledelseskoncepter, ledelsesværktøjer og diverse standarder af betydning for arbejdsmiljøet
- Indsigt i de betingelser og procesparametre, der konstituerer et godt arbejdsmiljø
- Forståelse for forandringsledelse og ændringsprocessers betydning for arbejdsmiljøet
- Kompetence til at intervenere i forhold til arbejdsmiljømæssige konsekvenser af organisatoriske og teknologiske forandringer samt til at deltage i planlægning og gennemførelse af forandringer i arbejdsmiljøet.
Læringsmål
Du skal gennem faget opnå forskningsbaseret viden om:
- forandringsledelse og organisatoriske forandringskoncepter samt personlige, sociale og organisatoriske konsekvenser af organisatoriske forandringer
- proceskonsulentens rolle og bidrag i organisatoriske forandrings- og læreprocesser samt de læringsteoretiske implikationer af forskellige typer af konsultation
- forskellige modeller for medarbejderdeltagelse og for deltagelsens betydning for motivation, læring og implementering af forandringsprocesser
- begreber om psykisk arbejdsmiljø og deres videnskabsteoretiske forudsætninger samt viden om samspillet mellem psykisk arbejdsmiljø og trivsel og læring i organisationen
færdigheder i:
- at kunne vurdere og på et videnskabeligt grundlag reflektere over forandringsledelse og ændringsprocessers betydning for det psykiske arbejdsmiljø
- at kunne vurdere og på et videnskabeligt grundlag reflektere over organisationens ’politiske proces’, herunder kultur- og interesseforskelle blandt forskellige grupper af ansatte og betydningen af denne for ledelse og gennemførelse af forandringsprocesser
- at kunne formidle og diskutere viden og problemstillinger inden for fagområdet til forskellige målgrupper, herunder fagfæller og ikke-fagfæller
kompetencer til:
- at gennemføre planlægning og implementering samt analyse af bæredygtige forandringer i organisationer med fokus på de menneskelige ressourcer
- at anvende teorier og metoder om proceskonsultation i praksis.
Yderligere oplysninger
Studiesekretær Janice Vester
Tlf. 9940 7466
E-mail: janice@learning.aau.dk
Forbehold for ændringer samt aflysning.
